I Syd Korea arbejdes der på højtryk for at få udannet befolkningen om bæredygtig udvikling. Modsat Danmark er klimaforandringerne meget tydelige i Syd Korea, og i løbet af ganske få år har store initiativer indenfor UBU, både indenfor og udenfor skolen, været med til at sætte den politiske dagsorden og bygge bro til et meget interesseret erhvervsliv.
Ud i det smukke Koreanske landskab med en koreansk UBU-kollega
Efteråret 2010 drog jeg til hovedstaden i Syd Korea, Seoul, for at indsamle data til et forskningsprojekt om dansk og koreansk UBU i et folkeoplysningsperspektiv. Syd Korea er et land der på mange måder adskiller sig fra Danmark, ikke bare er klima og kultur ganske forskellig, men også den uddannelsesmæssige historie er en helt anden. Siden 1300 tallet, har den oprindeligt kinesiske livsfilosofi konfucianisme, været en markant medspiller i det Koreanske samfund. Dette har blandt meget andet medført, et nærmest manisk forhold til uddannelse som, vejen til at stige i graderne i samfundet. Koreanerne uddanner sig simpelthen enormt meget! Den del af ungdommen der lige nu færdiggør en universitetsuddannelse ligger i Korea på omkring 80% af en ungdomsårgang, hvor vi i Danmark har svært ved at nå op på de 20%. At samfundet således er gennemsyret af et stort fokus på at uddanne sig, har også haft stor indflydelse på hvordan UBU forstås og fortolkes af både uddannelsessektoren og erhvervsliv.
Green Asia, Koreansk NGO med gode ideer og gode kontakter til virksomheder Min oplevelse i Syd Korea var, at uddannelses ikke blot ses som et ansvar der løftes af staten, men at uddannelse indenfor mange felter gennemsyrer hele samfundet. Man færdiggør så at sige aldrig sin uddannelse, men fortsætter både igennem uddannelse organiseret af den traditionelle uddannelsessektor, NGO’er (ikke-statslige organisationer) og erhvervslivet. Dette medfører også et helt andet forhold til at inkludere erhvervslivet direkte i undervisningen, udviklingen af nye initiativer og ideer, og som sponsorer af UBU aktiviteter. Indenfor det felt som jeg arbejder med, folkeoplysning som den findes hos NGO’er, var der en stor vilje til at indgå samarbejder med virksomheder, for at engagere befolkning og stable store projekter på benene der ellers aldrig ville være blevet til noget.
Lederen af Green Asia, Oh, Ki Chul håber at kunne medvirke til at bekæmpe spredning af ørken og for en større fokus på UBU
Et eksempel er den Koreanske NGO Green Asia. De sidste 10 år har denne NGO, ledet af den lattermilde og trinde Oh, Ki Chul, arbejdet hårdt for at bekæmpe det stigende problem med sandstorme der plager Syd Korea forår og sommer. Disse storme bringer rødt sand med sig fra den mongolske Gobi-ørken, og forpester dagligdagen for millioner af koreanere. Problemet er stigende, i og med at den globale opvarmning har medført en hastig vækst, af stort set alle ørkenområder i verden. Green Asia’s bud på at gøre noget ved dette involverer at sende frivillige koreanere til Mongoliet, der planter træer i bælter på tværs af ørkenen. Disse træer vandes fra brønde der drives af vindenergi og holder voksende områderne grønne og ørkenfri. Flere tusinde koreanere er hvert år i Mongoliet for at arbejde og modtage undervisning, i deres ferie. De lærer både om de praktiske aspekter af at lave en skov i en ørken, men også om hvordan vores øko-system fungerer og hvordan vi påvirker det igennem vores forbrug og måde vi har indrettet samfundet på.
Nederst på denne Cass øl dåse kan man lige ane teksten om at for hver øl der sælges går der midler til Green Asia Hele dette store projekt, der er drevet af en lille fast stab i Green Asia og en enorm mængde frivillige, kan kun lade sig gøre fordi Green Asia har været meget dygtige til at indgå samarbejder med nogle af de største Koreanske virksomheder. Koreas største bryggeri Cass støtter således projektet med en procentdel af hver øl der bliver solgt og landets største flyselskab arrangerer og betaler for transport for de mange frivillige. Det ville svare til at SAS og Carlsberg gik helhjertet ind og støttede danske UBU-projekter og bidrog med dele af deres overskud til et fortsat fokus på bæredygtighed i uddannelse både indenfor og udenfor skolen. Udsigterne til at sådan noget sker i Danmark, er nok desværre lange, men ideen om virksomheder kan være en aktiv medspiller i udviklingen og gennemførelsen af UBU aktiviteter burde vi i høj grad kunne lære en masse af.
At drage ud i verden og lære om hvordan andre bedriver UBU, giver ikke kun en indsigt i hvilke spændende metoder og initiativer der anvendes i fremmede kulturer, men gør det også muligt at sætte skarpt på hvordan vi ”gør” UBU i Danmark, og hvor der er muligheder for nye og spændende samarbejder.
Jonas Greve Lysgaard
Ph.D.-studerende
Dansmarks Pædagogisk Universitetsskole, AU
Joly@dpu.dk
http://blogs.dpu.dk/Jonas-Greve-Lysgaard/