torsdag den 7. juli 2011

Fremtidens Naturfag - Konference medio september

For syvende år i træk tilbydes ”Fremtidens Naturfag” tre steder i landet.
Nye og aktuelle temaer belyses i årets program:

Spor 1
Fokus på den tværgående dimension ’bæredygtighed’ i læreprocesserne / læreprocessen i den tværgående dimension ’bæredygtighed’.

Spor 2
Sprog og begrebsdannelse i læreprocesserne

Spor 3
Evaluering som en del af læreprocessen

Målgruppen for konferencedagene er konsulenter og undervisere fra grundskolen, ungdomsuddannelserne, læreruddannelsen, formidlingsorganisation, læremiddelproducenter samt repræsentanter for virksomheder og andre uformelle læringsmiljøer.

Med relation til netværket, RCE-Denmark, deltager Søren Breiting fra DPU med et indlæg om ”Lærerprocesser og udfordringer i en bæredygtig udvikling”, Eigil Larsen fra Friluftsrådet deltager med en workshop om Grønt Flag Grøn Skole og Gry Nielsen og Flemming Sjølin Bauer præsenterer det færdige produkt fra Vestforbrændings skoleprojekt: ”100 Kort til handling”.


Tid og sted
Mandag den 12. september: DI Organisation for erhvervslivet, Nordhavnen, København
Tirsdag den 13. september: Naturvidenskabernes Hus, Bjerringbro
Onsdag den 14. september: Severin Kursuscenter, Middelfart


Læs mere om konferencedagene på http://www.fremtidensnaturfag.dk/

Deltag i en af de tre konferencedage og vær med til at sætte dagsordenen for fremtidens naturfag i den danske undervisningssektor.

Fremtidens Naturfag 2011 arrangeres i et samarbejde mellem Centre for Undervisningsmidler i Danmark, DI Organisation for erhvervslivet samt Nationalt center for undervisning i natur, teknik og sundhed.

Hollandsk Skole-Virksomhedssamarbejde til Danmark!?

Her henover sommeren har Dansk Naturvidenskabsformidling og Naturvidenskabernes hus været på studiebesøg i Holland med henblik på at skabe en dansk pendant til Jet-Net (Jongeren en Technologie Netwerk Nederland).

Jet-Net er et samarbejde mellem hollandske virksomheder og det der herhjemme svarer til udskoling og ungdomsuddannelser. Målet er blandt andet at øge den årlige søgning til naturvidenskabelige og teknologiske uddannelser – med 5.000 studerende om året.

Der er pt. 75 virksomheder og 175 skoler involveret i samarbejdet.

Jet-Net har særlige teams der hjælper virksomhederne med kontakt til og udvikling af tilbud til skolerne. Skoler og virksomheder indgår en-til-en samarbejder med kontinuerlige forløb. Samarbejdet skal føje et praktisk/virkelighedsnært aspekt til skoleundervisningen og desuden oplyse eleverne om karrieremuligheder indenfor industri og teknologi.

Virksomhedsbesøg, gæstelærere , eksterne vejledere for eleverne – Virksomhederne bidrager på mange forskellige måder til skolernes undervisning.

Udover de enkelte samarbejder findes også en række fælles regionale og nationale events, bl.a.:
  • En karrieredag, hvor eleverne fra udskolingen kan møde unge ingeniører m.v. fra virksomhederne.
  • Mød chefen, hvor udvalgte grupper fra forskellige skoler får lejlighed til at diskutere naturvidenskabelige og teknologiske emner med topcheferne
  • Lærerarrangementer, hvor virksomhederne informerer om udviklingen indenfor industri og teknologi
Dansk Naturvidenskabsformidling og Naturvidenskabernes hus følger op på studiebesøget i løbet af efteråret 2011.

Du kan læse mere om det hollandske Jet-Net på deres hjemmeside, der også har en engelsk version: http://www.jet-net.nl/

Er du interesseret i at vide mere eller blive involveret i skabelsen af et Dansk Jet-net kan du kontakte konsulent Pernille Vils Axelsen, Dansk Naturvidenskabsformidling, pa@formidling.dk

tirsdag den 5. juli 2011

EFTERUDDANNELSE FOR LÆRERE OM UDDANNELSE FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING EFTERÅR


For at markere FN¹s ti-år for bæredygtig udvikling (2005-2014) har Undervisningsministeriet bedt Dansk Naturvidenskabsformidling arrangere en række kurser og inspirationsdage for forskellige lærergrupper.

Formålet er at give lærerne en større indsigt i begrebet Uddannelse for Bæredygtig Udvikling og inspirere til at inddrage de mange tværfaglige temaer i deres egen undervisning. Siemens og Arla Foods bidrager på et par af arrangementerne med indlæg om hvad bæredygtighed betyder for dem og hvilke kompetencer hos medarbejderne det giver virksomhederne behov for.

Oversigt over arrangementerne:

BÆREDYGTIG NATUR/TEKNIK-UNDERVISNING
Målgruppe: Natur/teknik-lærere på mellemtrinet og deres samarbejdspartnere.

DANMARK SKAL VÆRE MESTER I INNOVATION OG BÆREDYGTIG UDVIKLING!
Målgruppe: Alle undervisere på HF, Hhx, Htx, Stx.

ULANDE ­ KLIMAET OG VORES NATURRESSOURCER
Målgruppe: Alle undervisere på HF, Hhx, Htx, Stx.

UDDANNELSE FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING
Målgruppe: AVU-lærere - særligt fokus på matematik, naturfag, samfundsfag, dansk, fremmedsprog og historie.

Tilmelding og yderligere information: http://www.formidling.dk/UBU