fredag den 1. februar 2013

Hvordan sikrer vi, at bæredygtighedsbegrebet bliver konkret i skole-virksomhedssamarbejdet?

Bæredygtig udvikling er et svært og diffust begreb. Derfor er det interessant, hvordan vi kan gøre det forståeligt og nærværende for eleverne/ de studerende og måske endda skabe grundlag for, at de anvender det de lærer i deres senere professionelle virke.
 
Inspireret af et kommende arrangement i Dansk Magisterforening, den 4. april 2013 om ”Transfer fra uddannelse til anvendelse” fandt jeg en kort artikel af professor og centerleder Bjarne Wahlgren.
 
I artiklen fremhæver han bl.a. følgende redskaber, der kan styrke samspillet mellem uddannelserne på professionshøjskolerne og virkeligheden i virksomhederne:
  • Inddragelse af erfarne praktikere, der tematiserer problemstillinger
    (Gæsteundervisere fra virksomheder)
     
  • De studerendes bearbejdning af deres praktikerfaringer
    (Hvad har de lært på virksomheden og hvordan det forholder sig til den teoretiske viden i skoleundervisningen) 
     
  • Inddragelse af eksempler fra praksis
I forhold til det sidste peger Bjarne Wahlgren på at:
  • Man skal gå fra konkrete til abstrakte eksempler
  • Jo flere eksempler des bedre. En bredde i eksemplificeringen sikrer en bred transfer til mange anvendelsessammenhænge 
  • Eksempler, som er generet af de studerende sikrer en aktiv medtænkning, der fremmer anvendelsen af det lærte
  • Eksemplerne skal indordnes under en regel, et princip eller en teoretisk viden, som de studerende kan fastholde og efterfølgende anvende i lignende praksissituationer
 
Det sidste passer godt sammen med professor emeritus Søren Breitings fokus på, at virksomhedsbesøg bør indgå som en bevidst integreret del af den begrebsdannelse eleverne/ de studerende arbejder med i skoleundervisningen.

Det er selvfølgelig ikke let, at finde de konkrete eksemplariske eksempler i virksomhedernes dagligdag, som enkeltvis illustrerer den helhedstænkning som ligger i bæredygtig udviklingsbegrebet. Men måske er det heller ikke nødvendigt, hvis vi kan finde den bredde af eksempler, som tilsammen kan gøre bæredygtig udvikling lidt mere håndgribelig for de studerende.

Du kan læse hele Bjarne Wahlgrens artikel på DM’shjemmeside: http://www.dm.dk/FaglighedOgViden/UddDidaForsk/Artikler/Transfer.aspx

Ingen kommentarer:

Send en kommentar